Av Mari Ringnes Gløtberget
I 1876 ble «Herremandsbruden» utgitt som et av 49 eventyr i Norske Folke-Eventyr; Ny samling. Anden udgave. På dette tidspunktet hadde Jørgen Moe overlatt P. Chr. Asbjørnsen ansvaret med å få publisert deres innsamlede eventyr. I forordet skriver Asbjørnsen at mange av eventyrene allerede hadde vært trykt blant annet i årsskriftet «Juletræet». Han understreker imidlertid at «Et mindre Antal have ikke tidligere været trykket» (Asbjørnsen, 1876, IV). Et av disse var «Herremandsbruden».
Ikke bare var dette eventyret nytt og ukjent da det utkom i 1876. I motsetning til de fleste norske folkeeventyr, som gjennom muntlig spredning på tvers av slekter og regioner over tid finnes i ulike varianter, kjenner vi kun til én versjon av «Herremandsbruden».
Hvor kom dette eventyret fra, og hvem skrev det ned? Asbjørnsen selv er sparsom med informasjon i anmerkningene til de enkelte eventyrene bakerst i boka: «Fra Ringerige. Meddelt af Frøken Dina Thorsen» (Asbjørnsen, 1876, 260). Under samme navn i Norsk Folkeminnesamling finner vi Dina Thorsens originale nedtegnelse. «Herremandens Brud», som var Thorsens egen tittel, er et av totalt 19 eventyr, i tillegg til flere sagn, i folkeminnematerialet etter henne. To brev i samlingen, ett til Asbjørnsen og ett til Moltke Moe, vitner om at hun hadde en plass i deres nettverk på Ringerike. Utenpå Thorsens oppskriftsbok finner vi Moltke Moes påskrift:
«Frøken Dina Thorsens Eventyroptegnelser fra Ringerike (især efter hendes gamle afdøde mor)».
På innsiden av boka har Moe i tillegg laget en innholdsfortegnelse. Samtidig finner vi i også notater med Asbjørnsens håndskrift i boka. Notatene og Thorsens brev til Asbjørnsen, tyder på at materialet i første omgang ble tilsendt ham. Videre var dette trolig en del av materialet som Moltke Moe overtok etter Asbjørnsen, og som senere dannet grunnstammen ved opprettelsen av Norsk Folkeminnesamling i 1914. Moes påskrifter viser at han har vært interessert i folkeminnene Thorsen hadde samlet. Det må også ha vært kjent at Thorsens mor var informanten hennes.
Dina Thorsen er en av mange kvinnelige folkeminnesamlere hvis liv og virke ikke har fått noen plass på kartet – verken i bokstavelig eller i overført betydning (Foldvik, Gløtberget og Esborg, 2023, 117-135). Det er få opplysninger å finne om henne annet enn de rent biografiske, som folketellinger og ministerialbøkene kan gi oss. Dina Thorsens fulle navn var Mariane Randine Thorsdatter Kolbjørnrud og hun ble født den 8. november 1834. Gården Kolbjørnrud ligger på vestsiden av Tyrifjorden på Ringerike, og det var der Dina trådte sine barnesko. Som ung tjente hun hos byfogd og senere sorenskriver Peter Vogt Ottesens familie i Sandefjord og Melhus, før hun flyttet til Kristiania. Herfra forsvinner Thorsen fra de norske kildene. Hun dukker imidlertid opp igjen i svenske folketellinger etter å ha flyttet til Nordmaling i Sverige. De to søstrene hennes var begge blitt gift her, og både broren og svogeren hadde høye stillinger ved jernverket Holmfors. Dina selv forble ugift og hadde ingen barn. Hva hun levde av i Sverige vet vi lite om. I folketellingen i 1900 står hun oppført som “kapitalist”, en betegnelse som både på svensk og norsk betyr at hun lever av arvede midler. Disse midlene kan ha kommet fra arven av gården Kolbjørnrud ved farens død i 1860. Alternativt var hun arving etter den barnløse søsteren og svogeren. Dina Thorsen og søsknene blir boende i Sverige livet ut. Dina selv dør i 1906.
Utenom dette er det få sider ved Dina Thorsens liv vi kan si noe om annet enn at hun så verdien av å bevare muntlig overleverte fortellinger for ettertida. Nedenfor følger den originale nedtegnelsen hennes av “Herremandens Brud”. En sammenligning med den publiserte versjonen viser at Asbjørnsen har gjort få store grep i bearbeidelsen annet enn rent språklige. Thorsen skrev nærmest slik hun snakket, trolig på ringeriksmål. Tegnsetting og skillet mellom store og små bokstaver har hun ikke vært så nøye med. I vår egen transkripsjon har vi beholdt teksten som den er for å bevare den umiddelbare formen – vi har kun satt inn noen tankestreker for å lette lesningen. Omtrent nøyaktig 150 år etter at Dina Thorsen skrev ned eventyret etter moren sin blir det her trykt og kan for første gang leses i sin originale form.
Herremandens Brud.
[Med Asbjørnsens hånd: benyttet omfortalt]
Der var en gang en Mand som eiede en stor Herregaard og penge ude paa rente, men han havde ingen Kone. en Dag var Naboens Datter i arbeide for ham, hun var baade vakker og snild [–] og des mere Herremanden saa paa hende jo bedre syntes han om hende. Pigen var fattig hun maa vide, og saa mente han at han ikke behøvede at gjøre noget Krus for hende, naar han bare lukte munden op for at tale om Giftemaal vilde hun slaa til straxt. saa gav han sig i snak med hende og sagde at han havde faaet det indfald at ville gifte sig i gjen, jasaa sagde Pigen, hun stod og smaa loe hun og tænkte at den gamle stygge Enkemanden nok kunde falt paa det der havde passet ham bedre end Giftemaal, ja sagde han, Meningen var nu den at hun skulde blive Konen hans? neitak, sagde Pigen (hun blev helt forskrekt, Herremanden var baade gammel og lei syntes hun og saa havde hun allerede givet sit jaord til en Anden) det kunde nok ikke blive noget af. men Herremanden var ikke vant til at siges mod, jo nødigen Pigen
vilde, des mere opsat blev han paa at faa hende. saa sendte han Bud efter hendes Far og sagde at hvis han kunde lage det saa at han fik Datteren, saa skulde han baade eftergive ham de penger han havde laant og det stykke jord som stødte til hans eng skulde han faa. ja det syntes bonden godt om, og mente at han nok skulde faa ret paa datteren, hun forstod ikke sit eget bedste sagde han. han talte for hende baade med det gode og det onde men det nyttede intet hun vilde ikke have Herremanden for nogen priis ikke om han var engang til saa rig sagde hun. Herremanden gik der og ventede han, og var færdig at gaa ud af sit gode skind af ærg[r]else over at han ikke kunde faa sat sin vilie igjenem. en dag mødte han bonden, og saa sagde han at nu fik han faa til at gjøre nogen fremgang i sagen, Ja manden viste ingen anden udvei sagde han, end at Herremanden fik gjøre istand til brylups og naar Gjæsterne og Præsten var komne saa skulde han sende Bud efter Pigen ligesom det var et Arbeide hun skulde gjøre og saa blev di vigde i en fart før hun kunde faa tid at betænke sig, men det maatte gaa for sig i stilhed saa hun ikke fik nys om tingen sagde han. Herremanden fant at det var mye til godt raad
og saa lod han stelle til Gjæstebuds saa det havde god skik. Da Gæsterne var komne og Præsten med, raabte han paa en af Gutterne sine. Spring hen til Naboen og bed ham om det han lovede mig men dersom du ikke rapper benene dine, eller gir Dig i snak med nogen paa veien, saa skal jeg smøre rygstøkkerne dine naar du kommer i gjen. sagde han. Ja Gutten kjænte Herreman for det at han ikke var at spøge med, og saa lagde han i vei som han var brent. Jeg skulde hilse fra Huusbond jeg og bede om det du havde lovet ham, sagde Gutten til Naboen, men det maatte være i en rivende hast for Huusbond har det farligt braadt i Dag, ja ja sagde Naboen, spring ned i engen og tag hende med dig – hun gaaer der. Gutten afsted, da han kom ned i engen gik Pigen der og rakede, jeg skulde nok hente det som Far din har lovet Huusbond sae Gutten? nei skal du det du sagde Pigen (hun var betænkt hun og skiønte straxt at der var noget under). ja det var nok Vesle blakka det, du kan gaa hen og tage hende hun staaer kjoret paa den andre siden af Agkeren sagde Pigen, for Bonden eiede en liden mær som de kalte Vesle blakka, maa vide. Gutten satte sig op paa Vesle blakka han og saa red han
hjem i firsprang, fik du hende med spurte Herremanden, ja vel sae Gutten hun staaer uden for Døren, før hende op paa min afdøde Kones Verelse sagde Herremanden, nei men kjære væne hossen ska de gaa til, sagde Gutten, Herreman fik nogle forskrekelige rynkker i Panden [–] Du gjør bare som jeg siger du [–] kan du ikke magte hende allene saa tar du hjælpeman [–] op skal hun, sagde Herreman, han tenkte nu som saa at Pigen vilde slaa sig ugrei. Ja Gutten viste nok at det ikke nyttede at sige i mod der i Gaarden, og saa gik han ned og fik nogle af Husmændene med sig, nogle drog i Hovedet og andre skjøv paa, og saa fik de endelig Mærren op ad trappen og ind i Verelset der laa brude-stasen ferdig og Kjolen var saa gild at det lyste lang vei af den. saa gik Gutten ind i Salen saa sved at det randt af ham, Ja naa har jeg gjort det au, men jeg maa sie Husbond at det var det verste strev jeg har haft paa lenge, sae Gutten, du skal ikke have gjort det for intet sagde Herreman, han var bli[d] nu, send saa Pigerne op at pynte hende, stasen ligger ferdig. nei men kjære vene sagde Gutten, ikke noget snak sagde Herreman, som blev bister igjen, Pigerne skal pynte hende, og bed dem endelig ikke glæmme Krandsen.
Gutten ned i kjøkkenet, hør naa Jenter, sagde han, Husbond vil nok at Gjæsterne skal faa noget at flire ad, di skal op og pynta Mærra baade med Krans og tye. der blev en svare latter og støi i brudekammeret, Pigerne hengte paa Mærren alt de fant og tilsist satte de Kransen ned over ørerne, saa gik Gutten ind i gjen og melte at nu var hun pyntet, Godt, sagde Herremanden, før hende hid jeg skal selv tage i mod hende ved Dørren. men da Dørene gik op og Mærren kom ind blev der sagtens latter blant Gjæsterne over Herremandens brud men han mistede rent Lysten til at fri oftere.
Arkivkilder
Indvarslinger og Proklamata, Aftenbladet, tirsdag 15. mai 1860.
“Mariana Randi Thorsen” i Folkräkningar (Sveriges befolkning) 1890, Riksarkivet, Sverige.
“Mariana Randi Thorsen” i Folkräkningar (Sveriges befolkning) 1900, Riksarkivet, Sverige.
“Marianne Thorsen” i Folkräkningar (Sveriges befolkning) 1880, Riksarkivet, Sverige.
“Mariane Randine Thorsdatter Kolbjornerud” i Ministerialbok for Hole prestegjeld 1833–1851 (0612P), Digitalarkivet.
“Mariane Randine Thorsdr Colbjørnrud” i Klokkerbok for Hole prestegjeld 1814-1842 (0612P), Digitalarkivet.
“Mariane Randine Toresen” i Folketelling 1865 for 1653P Melhus prestegjeld, Digitalarkivet.
NFS Thorsen 1-2. Norsk Folkeminnesamling, Universitetet i Oslo.
Litteratur
Asbjørnsen, Peter Christen (1876) Norske Folke-Eventyr. Ny samling. Anden utgave. København: Gyldendal.
Foldvik, Therese, Gløtberget, Mari Ringnes og Line Esborg. 2023. Mapping Female Folklore Collectors in the Norwegian Folklore Archives, ARV. Nordic Yearbook of Folklore, Vol. 79, 117-135.
Høyendahl, Sten. 2022. Dina Thorsen fra Tyristrand – eventyrinformant for Asbjørnsen. Hringariki 32(1), 60–63.